UDVIDET RACER

Faune

Disse særprægede væsner ligner mennesker med små horn i panden og gedebukkeben. De spiller ofte på forskellige former for fløjter og er meget glade for at fortrylle menneskekvinder som de så får til at danse til de segner.

Halvtrolde

En race af blandet blod. En krydsning mellem mennesker og trolde. De har muligvis arvet deres menneskeforældres udseende, men deres styrke og intelligens – eller rettere mangel på samme – kommer af deres troldeblod.

Minotaur

Man er ikke helt sikker på om dette er en race for sig, eller en sær krydsning mellem mennesker og et eller andet tyrelignende væsen, men uanset hvad sandheden bag dem er, så er minotaurer nogle frygtindgydende krigere og ikke nogen man skal komme på tværs af.

Skovnymfer

Disse bliver af nogle Druideordner og Præsteskaber, der har meget med naturen at gøre, betragtet som en slags halvguddommelige væsner, andre ser dem snarere som værende beslægtet med Dæmoner. De holder i hvert fald til i skovene, hvor de gerne bruger deres betragtelige magiske kunnen på at fortrylle mennesker og andre folk, der har forvildet sig ind på ’forbudte områder’ i skovene. Det er desværre ikke lige nemt for andre at finde ud af hvilke områder, der er forbudte og hvorfor.

Trolde

Hvis man tænker sig en ork og så gør den måske halvandet hoved højere og cirka dobbelt så bred, så har man en god ide om, hvordan en trold kan se ud; en lille en af slagsen altså.

Trolde er store brutale væsner, der tilsyneladende kun lever for at dræbe og mishandle andre væsner.

En trold er meget svær at slå ihjel, da den heler selv ellers dødelige sår med en fantastisk fart.